Brev fra ministeren
Dato:
03-01-2010
Tid:
01:59
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Eva Kjer Hansen, har skrevet et brev til Danmarks lokale ildsjæle. Du kan læse brevet her.
Kære lokale ildsjæle,
År 2009 går på hæld. Det har været et travlt, men på mange måder spændende og betydningsfuldt år. Jeg tænker særligt på den viden og erfaring, vi har opbygget i de lokale aktionsgrupper i 2009, og som vi nu kan udnytte i det videre arbejde i LAG’erne. Dette år har vi også sat europarekord i antallet af LAG-projekter, og det kan vi godt være stolte af. Der sprudler kort sagt af lokalt engagement med en aktivitet, der er langt over gennemsnittet i resten af EU.
Mange steder er de lokale aktionsgrupper blevet naturlige medspillere for kommunen, foreningslivet og regionerne. Resultaterne er allerede begyndt at vise sig i form af bl.a. nye fritids- og kulturtilbud, attraktive omgivelser i landdistrikterne og nye arbejdspladser. Jeg har set klare resultater af projekter til gavn for lokalområderne, når jeg har været rundt i landet. På mine ture rundt i landet har jeg selv set de positive resultater, og jeg mener, at LAG’erne i høj grad har medvirket til at skabe nyt liv på landet og i fiskeriområderne.
Vi kan dog ikke se bort fra, at der i 2009 også har været udfordringer. Finanskrisen har været særlig barsk over for borgere i landdistrikterne, der har mistet arbejdspladser, og over for selvstændige, der har oplevet tomme ordrebøger.
I EU er der i disse år mange overvejelser om, hvordan LAG’ernes ”bottom-up” metode kan videreudvikles og eventuelt anvendes i nye sammenhænge i perioden efter 2013. Danmark er et godt eksempel, da vi har opnået gode resultater. Desværre harmonerer de mange krav til projektadministration ikke altid lige godt med eksperimenter og innovation. Det er derfor vigtigt, at vi fortsat holder liv i debatten.
Jeg håber, at vi i 2010 vil fortsætte vores positive samarbejde og ønsker alle i de lokale aktionsgrupper en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Med venlig hilsen
Eva Kjer Hansen
København, 18. december 2009